Danmark bør følge Sveriges eksempel og etablere et nationalt vaccinationsprogram målrettet voksne og seniorer. Det mener Dansk Erhverv, som peger på, at en aldrende befolkning og flere mennesker med kroniske sygdomme vil lægge yderligere pres på sundhedsvæsenet.
I 2060 ventes omkring 30 procent af Europas befolkning at være over 65 år. Ifølge organisationen gør udviklingen det nødvendigt at investere mere i forebyggelse.
- Hvis vi ser over Øresund, så har Sverige netop etableret et voksenvaccinationsprogram. Det er der gode grunde til, fordi et sådant giver dokumenteret høje samfundsøkonomiske afkast og styrker arbejdskraften og sundhedsvæsenets robusthed, siger Katrina Feilberg Schouenborg, branchedirektør i Dansk Erhverv.
Organisationen henviser til beregninger, som viser, at moderne vaccinationsprogrammer for voksne kan skabe et samfundsøkonomisk afkast på op til 19 gange investeringen.
Dansk Erhverv efterlyser samtidig nye metoder til at vurdere vaccinernes værdi. Her bør man ifølge organisationen ikke kun se på de direkte sundhedsudgifter, men også på blandt andet færre sygedage, mindre pres på hospitalerne og et større arbejdsudbud.
Derudover ønsker organisationen et tættere samarbejde mellem det offentlige og private aktører om vaccinationsindsatsen.