Dansk film vender tilbage til hovedkonkurrencen på en af verdens mest prestigefyldte filmfestivaler.
May el-Toukhys nye spillefilm Kvinde ukendt er udtaget til Venedig Filmfestival, hvor den får verdenspremiere og skal konkurrere om hovedprisen Guldløven.
Filmen foregår i København i maj 1945 og følger Marie, der står foran et sommerbryllup med en ældre og velanset enkemand. Men en hemmelighed fra hendes fortid truer med at ødelægge det nye liv, hun har drømt om. Hovedrollerne spilles af Mathilde Arcel og Carsten Bjørnlund.
May el-Toukhy står også bag filmen Dronningen, der blandt andet vandt publikumsprisen på Sundance Film Festival. Hun har siden instrueret afsnit af Netflix-serien The Crown.
Seneste gang en dansk spillefilm deltog i hovedkonkurrencen i Venedig, var Nikolaj Arcels Bastarden i 2023. Det er samtidig første gang siden Helle Ryslinges Sirup i 1990, at en dansk kvindelig instruktør er repræsenteret i hovedkonkurrencen.
Venedig Filmfestival finder sted fra den 2. til den 12. september. Kvinde ukendt får dansk biografpremiere den 4. februar 2027.