Tre mænd i alderen 25-28 år blev i sidste uge anholdt og sigtet for at stå bag en lang række kontaktbedragerier mod borgere med udviklingshandicap. De tre mænd blev anholdt i forbindelse med Københavns Politis efterforskning af en lang række anmeldelser om kontaktbedragerier.
Det var denne efterforskning, der førte til en større, koordineret aktion på flere adresser i Storkøbenhavn, hvor mændene blev anholdt på forskellige adresser. Herfra havde de i noget tid drevet et såkaldt ’call center’, hvor de blandt andet er gået målrettet efter at svindle borgere med udviklingshandicap.
Kynisk og umoralsk
De tre mænd udgav sig for at være fra politiet og fik på den måde narret de forurettede til at overføre penge til dem.
- Vi er meget tilfredse med, at vi i dag har foretaget anholdelser af de tre mænd, som vi mener står bag en lang række alvorlige forhold om økonomisk svindel. Det er i mine øjne et eksempel på, hvor kynisk og umoralsk den her type svindel er, og derfor har denne type sag også en høj prioritet for os, siger politikommissær i Københavns Politi, Kasper Olander.
Anholdelsen af de tre mænd fandt sted på baggrund af et længere efterforskningssamarbejde mellem Københavns Politis afdeling for økonomisk kriminalitet og Nationalt Center for It-relateret Kriminalitet (NCIK, red.). De forurettede er fordelt over det meste af landet, og der er tale om et godt stykke over hundrede anmeldelser.
To af de sigtede blev varetægtsfængslet og den ene af de to har meddelt, at han er klar til at erkende sig skyldig.