Sporspærringen mellem Odense og Fredericia bliver forlænget med fire dage.
Regionaltogene og enkelte InterCitytog skulle efter planen have kørt igen den 27. juli, men åbningen er nu udskudt til den 31. juli klokken 04.
Togpassagerer mellem Odense og Fredericia må væbne sig med lidt mere tålmodighed.
Regionaltogene og enkelte InterCitytog kommer nemlig først tilbage på skinnerne fredag den 31. juli klokken 04. Det er fire dage senere end hidtil planlagt. Indtil da vil regionaltogene fortsat være erstattet af togbusser.
Der har været indsat togbusser på strækningen siden den 9. juni på grund af omfattende sporarbejde.
Vil undgå nye kaotiske forsinkelser
Beslutningen om at forlænge spærringen kommer efter problemer ved et andet sporarbejde omkring Odense tidligere på ugen. Tirsdag den 21. juli opstod der uforudsete problemer med kørestrømsanlægget. Det forsinkede arbejdet akut og gav mange passagerer markant længere rejsetid. Samtidig var det vanskeligt at skaffe tilstrækkeligt mange togbusser med kort varsel.
For at undgå en lignende situation har Vejdirektoratet og Banedanmark i samarbejde med DSB besluttet at udskyde åbningen af sporene mellem Odense og Fredericia.
- Det var en meget beklagelig situation, vi havde i starten af ugen. Vi oplevede desværre nogle uforudsete problemer med kørestrømsanlægget ved spærringerne omkring Odense. Den situation vil vi gerne undgå igen, siger områdechef i Vejdirektoratet Søren Andersen.
Tidsplanen er blevet revurderet
Ifølge Vejdirektoratet er tidsplanen blevet gennemgået på ny sammen med entreprenøren. Det har ført til beslutningen om at forlænge arbejdet med fire dage, så der er bedre tid til at kontrollere, at hele systemet fungerer, inden togene begynder at køre igen.
- Vi har valgt at udskyde åbningen af sporene, så vi er sikre på, at systemet er helt køreklart, siger Søren Andersen.
Han forklarer, at der er mange igangværende baneprojekter over hele landet, som presser leverandørernes ressourcer.
Samtidig er arbejdet på strækningen meget komprimeret, og der skal derfor også være plads i tidsplanen til at håndtere eventuelle nye problemer.
Passagererne skal fortsat med togbus
Forlængelsen betyder, at regionaltog mellem Odense og Fredericia fortsat bliver erstattet af togbusser fra mandag den 27. juli til fredag den 31. juli klokken 04. Enkelte InterCitytog vil også være berørt af spærringen.
Passagerer opfordres derfor til at kontrollere deres rejseplan inden afgang og beregne ekstra tid til rejsen.