Spædbørn har markant større risiko for at blive alvorligt syge, når ældre søskende tager virus med hjem fra institution. Et nyt studie fra Københavns Universitet viser, at barn nummer to har to til tre gange større risiko for at blive indlagt med luftvejssygdomme end den førstefødte havde i samme alder.
Risikoen er størst i barnets første seks måneder.
Sygdommen kan ifølge forskerne også få konsekvenser langt senere i livet. Børn, der udsættes for luftvejssygdomme som spæde, har lidt lavere sandsynlighed for at gennemføre en videregående uddannelse. Som voksne tjener de i gennemsnit knap én procent mindre.
- En betydelig del af indkomsttabet kan forklares ved, at sygdom i spædbarnsalderen påvirker børnenes uddannelsesforløb, siger lektor N. Meltem Daysal fra Københavns Universitet.
Studiet bygger på registerdata fra mere end 1,2 millioner danske børn. Forskerne peger på vaccination, god hygiejne og støtte til familier med både spædbørn og institutionsbørn som mulige måder at forebygge smitte på.