Økonomien har fået 37,5 procent af danskerne til at undlade et tandlægebesøg, selvom de havde smerter, huller eller mistanke om andre problemer med tænderne. Det viser undersøgelsen Danskernes Tandsundhed 2026, som analysevirksomheden Bilendi har gennemført for tandlægekæden Godt Smil Tandlægerne.
Undersøgelsen omfatter danskernes erfaringer inden for de seneste fem år.
- Det er et stort sundhedsmæssigt problem, at så mange føler sig tvunget til at udskyde nødvendig behandling, siger tandlæge og klinikejer Sevgi Gudek fra Godt Smil.
Hun peger på, at mindre problemer kan udvikle sig og blive både mere smertefulde og dyrere at behandle.
- En lille fyldning nu er markant billigere end en rodbehandling og en krone om et år, siger hun.
Hver sjette har lånt penge
Undersøgelsen viser samtidig, at 15,8 procent har lånt penge én eller flere gange for at kunne betale en tandlægeregning. Det økonomiske pres er størst blandt de yngre deltagere. Blandt de 16-34-årige har mere end hver femte lånt penge til tandlægen.
Til sammenligning gælder det 10,1 procent af de 50-65-årige.
- Tallene vidner om, at tandsundhed for mange er en uforudset luksusudgift frem for en basal sundhedsret. Det er især problematisk for de unge, der måske allerede har en stram økonomi, siger Sevgi Gudek.