En boliviansk fagforenings mest påtrængende opgave er at skaffe medlemmer løn for alle de timer, de arbejder. Sundhedsarbejdernes fagforening mente det så alvorligt, at de i 2012 holdt en 45 dages strejke, hvor medlemmer sultestrejkede, korsfæstede sig selv og lod sig mure inde.
Formanden for CSTSPB i Sucre sultestrejkede personligt i en uge og tabte 5 kilo i vægt. Det hårde job skifter mellem medlemmer hvert andet år. Maria Angélica Renteria Mendizábal har været på posten i tre måneder og ser helt træt ud, fordi hun under interviewet har 1.400 medlemmer til kongres.
Sundhedsarbejdernes fagforening, der er ikke er den eneste af sin art, har nationalt 10.000 medlemmer fra faggrupper som sygeplejere, teknikere og servicemedarbejdere. De arbejder sammen med Ulandssekretariatet for at forbedre deres arbejde.
Kun 6 timer dagligt
Sundhedspersonalet har de særlige forhold, at de er udenfor loven om arbejde og skalaløn. Årsagen er, at de ”kun” arbejder 30 timer om ugen. Medlemmerne vil gerne op på 8 timer om dagen og dermed være dækket af lovgivningen og få adgang til sociale ydelser som pension.
”Hvis ikke vi kommer ind under lovgivningen for arbejdsforhold, nægter vi at arbejde mere end 6 timer om dagen,” fastslår Maria Angélica Renteria. ”Lønnen er nemlig så lav, at vi alle må have arbejde ved siden af arbejdet, for at klare os.”
Myndighederne afviser at betale mere end 2.600 kr. om måneden. De samme forhold gælder for mange arbejdere i andre sektorer. De dramatiske demonstrationer i 2012, hvor godt nok ingen døde, har medført at en gruppe er blevet suspenderet fra deres job.
Særlige problemer
”Det her drejer sig ikke bare om en ordentlig løn. Et af de værste problemer er dårlig planlægning af arbejdet. Og så mangler vi maskiner, infrastruktur og ofte elektricitet. Fagforeningen sigter imod en aftale med ordentlig planlægning og efteruddannelse,” siger hun.
Sundhedsarbejderne i CSTSPB har ikke tænkt sig at stoppe kampen for bedre forhold, der altså også gælder for patienterne i det offentlige sundhedssystem i Bolivia. Behandling er gratis, men den er ikke god nok, mener faggruppen. I mange klinikker kan end ikke give blod, så fødende kvinder dør unødigt ved komplicerede fødsler.
”Distributionen af ressourcer her i samfundet er dårlig. Sundhedspersonale og lærere er meget dårligt betalt. Politikerne tager selv 4 gange så meget, som jeg får. Uligheden i Bolivia er alt for stor. Man kan ikke leve af det her,” siger formanden.
Oplægget til Maria Angélica Renterias kongres for medlemmerne var spørgsmålet, at sundhedsarbejderne ikke i virkeligheden burde revolutionere hele sundhedssystemet. Arbejderklassen har ikke et politisk parti, der støtter dem, så måske skulle fagforeningerne oprette et med brasilianske Lula som forbillede.
Et dekret fra toppen
Baggrunden er, at præsidenten 6. februar 2012 via et dekret fastslog, at arbejdstiden i sundhedssektoren skulle hæves med to timer dagligt – uden nogen form for lønkompensation. Dekretet fik mere end 50.000 sundhedsansatte på gaden over hele landet. Sygeplejersker, portører, sygehjælpere, læger, socialarbejdere, tandlæger etc. Kun et akuthjælpsberedskab blev opretholdt, blandt andet med mobile sundhedsposter.
Sundhedsarbejdernes protester har givet anledning til sympatistrejker fra andre forbund, og større veje har været blokeret landet over. Politiet er blevet sat ind flere steder, og har slået hårdt ned på demonstranter, skrev Ulandssekreatariatet.
Regeringen opfattede kravene og strejkerne som en gidseltagningssituation, hvor det er hele den bolivianske befolkning, der var de strejkendes gidsler, og den truede derfor med at retsforfølge alle de strejkende. Sundhedspersonalet fik ikke strejkestøtte, og de risikerede fyring, fordi de strejkede ulovligt.
Den 4. maj holdt præsident Evo Morales en pressekonference, hvor han lovede at suspendere dekretet om den øgede arbejdstid. Det blev ikke godtaget af de faglige organisationer, som ville have dekretet helt afskaffet.