En række nye topmoderne sygehuse er på vej. Og det er ikke kun godt nyt for patienterne.
Også landets håndværksmestre kan gnide sig i hænderne.
De nye sygehuse skaber nemlig 61.000 job. Det viser en ny opgørelse fra Danske Regioner og Dansk Byggeri.
Finn Bo Frandsen, der er seniorøkonom i Dansk Byggeri, fortæller, at det har stor betydning, da det private bolig- og erhvervsbyggeri ligger på et meget lavt niveau.
"Det er rigtig godt, at der er nogle offentlige byggerier, der kan gå ind og bidrage til at stabilisere aktiviteten. Det er med til at fastholde kompetencerne i branchen, og det er meget, meget vigtigt," fortæller han til Newspaq.
De mange nye job skabes frem til 2020'erne, hvor godt 30 byggeprojekter ventes at være afsluttet.
Næstformand i Danske Regioner, Carl Holst (V) siger, at de nye sygehuse bliver en klar gevinst for patienterne.
"Men der er også grund til at glæde sig over, at projekterne vil kunne være med til at skabe et stort antal nye stillinger i en situation, hvor meget ellers er gået i stå. Det handler om at få lagt nogle mursten oven på hinanden, så vi kan få skabt noget beskæftigelse - og ikke mindst praktikpladser til de unge mennesker," siger han til Berlingske.
Den direkte beskæftigelseseffekt ved byggerierne vil være ca. 34.000 personer, mens den indirekte effekt vurderes at være 26.000 job. Her er der bl.a. tale om job i rådgiverbranchen, hos producenter af byggematerialer og i transport- og servicebranchen.
I år er der cirka 149.000 i gennemsnit beskæftiget i byggebranchen, fortæller Finn Bo Frandsen. Dermed kan sygehusbyggerierne ifølge hans vurdering skabe omkring to-tre procent flere job om året.
"I byggebranchen er det en lille anddel af den samlede beskæftigelse, men det betyder rigtig meget," lyder det fra Finn Bo Frandsen.
Beskæftigelsestallene vil blive præsenteret i dag på regionernes generalforsamling.