Puk Elgård behøver ikke længere holde igen med sine egne meninger i sit arbejde.
Den tidligere tv-vært på Aftenshowet skifter nemlig job og skal nu rådgive andre mennesker i sin helt egen brevkasse 'Kære Puk' i Familie Journalen, skriver BT.
- Jeg ved, at Familie Journalen er et helt unikt ugeblad, og jeg ved, det er et blad, der betyder meget for læserne. De læser hvert et ord og forholder sig kritisk til indholdet, men det tvinger mig bare til at gøre mig stor umage med de svar, jeg skal give, siger Puk Elgård til BT.
Den blonde vært stoppede på Aftenshowet efter længere tids migræne, men lovede, at hun ville vende tilbage på et tidspunkt. Nu har hun imidlertid søgt andre udfordringer, og hun glæder sig til at komme i gang.
- Jeg har altid været meget interesseret i menneskelige dilemmaer, og i kraft af min egen turbulente opvækst ved jeg, at livet ikke altid former sig, som man ønsker. Det er ikke muligt at stille et spørgsmål, der kan forskrække mig, siger hun.
Tidligere har personligheder som Tove Ditlevsen og Karen Jespersen været tilknyttet Familie Journalens brevkasse.
Kilde: bt.dk