Der skal graves, anlægges, bygges og asfalteres, når dagens transportforlig skal blive til virkelighed. Og det er der job i - både for faglærte og ufaglærte.
Dansk Byggeri har regnet på, hvor mange job der vil være tale om.
"De her opgaver vil skabe cirka 11.000 job i bygge- og anlægsbranchen over en 10-årig periode," siger Niels Nielsen, der er branchedirektør for Danske Anlægsentreprenører under Dansk Byggeri, til Avisen.dk.
Derudover vil transportforliget skabe job i de erhverv, der skal levere materialer - for eksempel mange kilometer asfalt - til de forskellige nye projekter. Desuden vil der også være job i forliget for de firmaer, der skal planlægge og lede de enkelte projekter.
"Det vil være i størrelsesordenen 1.400 job om året i en 10-årig periode altså yderligere cirka 14.000 job," vurderer Niels Nielsen.
Dansk Byggeri kan ikke sætte faggrupper på de i alt cirka 25.000 job.
"Det er for usikkert, men det jeg i hvert fald kan sige er, at der vil være ganske mange job til de ufaglærte, som jo er nogle af dem, som politikerne gerne vil have i sving," siger Niels Nielsen.
I 3F's a-kasse, der blandt andet har jord- og betonarbejdere samt asfaltarbejdere som medlemmer, er nyheden om transportforliget en kærkommen nyhed.
A-kassen havde i februar 9.424 fuldtidsledige medlemmer i den såkaldte byggegruppe.
"Hver gang der bliver skabt et job til en arbejdsløs 3F’er, er jeg selvfølgelig lykkelig," siger Morten Kaspersen, der er a-kassens forretningsfører.
Han er dog ikke jubeloptimist.
"De her job kommer jo ikke i morgen. Jeg frygter, at mange medlemmer vil falde ud af dagpengesystemet, før byggeriet går i gang. Det er altså ikke nok, men det er et skridt på vejen," mener Morten Kaspersen.