Der er udbredt tavshed om den seneste udvikling i forhandlingerne om en energiaftale mellem regeringen og oppositionen.
Nyhedsbureauet Ritzau beretter i dag, at regeringen er parat til at sænke afgifterne med 750 mio kroner, så de samlede udgifter blot lander på 3,9 mia. kroner. Men den historie preller af på Venstres energiordfører, Lars Christian Lilleholt.
"På det vi har set indtil nu, er der luftige penge, vi har set. Jeg har ikke set nogen opblødning endnu fra regeringens side," siger han til Newspaq.
SF's energiordfører og formand for energiudvalget er dog fortsat optimistisk i forhold til at få en bred energiaftale
"Jeg var til møde i går i Vestjylland med en række venstrefolk blandt andet. Der var ingen kritik af vores ambitionsniveau; tværtimod; det var bare om at komme i gang, sagde de," siger Steen Gade til Newspaq.
Hos klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) råder tavsheden om den nye økonomiske håndsrækning til Venstre også.
"Ministeren ønsker et bredt forlig og leder alle steder for at imødekomme Venstre og Konservative. Vi kommenterer ikke tal, for der er forskellige ting og sonderinger, der kører mellem partierne," udtaler ministeren gennem sin presserådgiver.