Hverken Troels Bech, Frank Arnesen eller Michael Laudrup kommer til at stå i spidsen for det danske landshold efter EM næste sommer.
I hvert fald ikke hvis man skal tro Jyllands Posten, der i dag kan afsløre, at feltet af kandidater er nede på to: den nuværende landstræner, Morten Olsen, og en unavngiven udlænding.
Ordene skulle være kommet ud af munden på DBU's generalsekretær, Jim Stjerne Hansen, under en sponsormiddag forud for Portugal-kampen i tirsdags.
Dermed kunne det tyde på, at Morten Olsen får en forlængelse, hvis han selv accepterer det, da DBU tidligere har udtalt, at man foretrækker en dansk træner.
Efter sejren over Portugal, havde Jim Stjerne Hansen da også svært ved at styre sin begejstring over for journalisterne:
"Jeg ville være et skarn, hvis jeg sagde, at jeg ikke gad høre på Mortens ønsker. Vi må tage en snak og se på det. Jeg har svært ved at pege på en mand med dansk blod i årerne, der er mere oplagt som landstræner end Morten. Han er i mine øjne den bedste danske træner," sagde han.
Morten Olsen selv var heller ikke afvisende, da han snakkede med TV2 om fristelsen af at forlænge samarbejdet med DBU.
"Jo, det kan man da godt blive fristet af. Ingen tvivl om det."
DBU har den nye landstræner klar senest midt i november.