Føljetonen om DSB's problemer bliver ved og ved. Den ene efter den anden topdirektør er gået i kølvandet på DSBFirst-skandalen, i går var det de omstridte elektroniske rejsekort, den var gal med, og nu er det IC4-togene - igen.
Interne driftsdata fra DSB viser nemlig, at de italienske toge, der hele tiden har været en torn i DSB's øje, på ingen måde kører optimalt. Det skriver Ingeniøren.
"2011 har været et forfærdeligt år for IC4," siger en kilde tæt på IC4-programmet til avisen.
Togene bryder dagligt sammen. Og hvis det ikke er det, så er der problemer med at koble vognene sammen.
DSB kører typisk kun med mellem fire og ni IC4-toge om dagen, selvom de er i besiddelse af hele 43 'fungerende' toge. Men på trods af, at der er så få toge i brug at holde øje med, er der massive forsinkelser, aflysninger og nedbrud. Problemer, der alt sammen bunder i elendig teknologi.
Formand for Fællesorganisationen Jernbanedrift, fagforening for DSB's værkstedsarbejdere, kender godt til de fortsatte problemer med de italienske lyntoge.
"Vi lider fortsat under, at de togsæt, vi får leveret fra Italien, er under det lovede niveau," siger formand Flemming Rasmussen som forklaring på problemerne.
Hos DSB erkender man, at der fortsat er problemer med togene, men understreger samtidigt, at der hele tiden sker fremskridt.
Kilde: Ingeniøren