Vælg en vuggestue eller børnehave i den kommune, hvor du arbejder. Så slipper du for panik, når du skal nå at hente dine børn før institutionen lukker.
Sådan lød tilbudet i 2004 fra regeringen til landets forældre, der skulle have det lettere. De fik derfor muligheden for at skrive deres børn op i daginstitutioner udenfor deres egen kommune.
Men reelt er det frie valg meget begrænset. I hver fjerde kommune har man nemlig suspenderet det frie valg, og holder systematisk børn fra andre kommuner væk fra ventelisterne til børnehaver og vuggestuer.
Det viser tal fra Servicestyrelsen, som Newspaq har gennemgået.
Netop i dag ved kvartalsskiftet udløber en lang række lukninger af ventelisterne. Men i samme sekund de udløber, erstattes de rutinemæssigt af nye, midlertidige lukninger, oplyser Servicestyrelsen.
Og det er misbrug af ordningen. Det siger Venstres familieordfører Louise Schack Elholm.
"Jeg er dybt forarget over den praksis. Det er ikke meningen, at kommunerne hovedforløst kan forlænge lukningen af ventelisterne og dermed forhindre det frie valg," siger hun. Hun kræver nu ministeren på banen i sagen.
Også Forældrenes Landsorganisation er dybt forargede over udskydelserne.
"Det lyder flot at sige, at vi nu har mulighed for at få vores børn passet i andre kommuner - men i praksis eksisterer den mulighed ikke. Og det handler i høj grad om en presset økonomi i kommunerne," siger forældreorganisationens formand, Lars Klingenberg.
Det er primært kommuner på Sjælland - og især omkring hovedstaden - der rutinemæssigt lukker for adgangen til institutionerne. Det skyldes blandt andet, at der her i øjeblikket fødes flere børn end forventet, og at institutionerne derfor er særlig pressede. Men det er ikke en gangbar forklaring, fastslår Louise Schack Elholm.
"Det er et spørgsmål om, at kommunerne ikke har taget deres opgaver seriøst. De har haft mange år til at tilpasse sig til det frie valg," siger hun.
Det er dog ikke ond vilje fra kommunerne, der forhindrer det frie valg. Det skyldes derimod regeringens økonomiske politik. Det siger SF's børneordfører Pernille Vigsø Bagge.
"Kommunerne er så hårdt spændt for, at det i sidste ende ender med at krænke borgernes rettigheder," siger hun.
I alt 26 kommuner har helt eller delvist suspenderet det frie valg. De har til sammen 1,8 millioner indbyggere.
I 2004 fik forældre ret til at kunne vælge daginstitution til deres børn på tværs af kommunegrænserne. Sloganet var dengang, at "pengene følger barnet".
Ordningen betyder, at man kan skrive sit barn op på en venteliste i nabokommunen, og her stå på ventelisten på samme vilkår som nabokommens egne borgere. Betingelsen er dog, at man selv betaler prisforskellen, hvis den anden kommune bruger flere penge på børnepasning, end ens egen kommune.