Det var nærmest familiesammenkomst, når der var møde i en børnehave i Valby i Københavns Kommune.
Manden blev ansat til en skyhøj løn og sønnen fik et job i børnehaven, som han ikke var uddannet til, uden at stillingen nogensinde blev slået op.
En kvindelig klyngeleder for flere børnehaver i Københavns Kommune har nærmest udviklet en børnehave til et familieforetagende.
Samtidig ansatte børnehavens daglige leder sin egen søn i en stillingen uden at den, som loven foreskriver, har været slået op. Det skriver Berlingske.
Klyngelederen ansatte sin mand i en stilling som pædagogmedhjælper til en yderst lukrativ og alt for høj årsløn til 427.000 kroner plus et årligt tillæg til 72.000 kroner. Sønnen blev ansat i en pædagogstilling uden nogensinde at have uddannet sig til pædagog.
Og det er klart i strid med loven, det som begge børnehaveledere har gjort.
- Det er en alvorlig sag. Som udgangspunkt skal alle stillinger slås op i det offentlige. Samtidig må man ikke ansætte sin egen familie, siger ekspert i offentlig forvaltning lektor Sten Bønsing, Aalborg Universitet, til Berlingske.
Den ene leder er i dag stoppet i sit job - den anden er stadig i børnehaven.
Københavns Kommune vil nu undersøge sagen.
- Det her burde ikke kunne ske. Der er en ledelse, der har svigtet. Det lugter så meget af nepotisme. Vi må bede om, at vi får strammet gevaldigt op på ansættelsesforholdene, siger Rasmus Jarlov (K), næstformand i børne- og ungdomsudvalget i Københavns Kommune, til Berlingske.
Kommunen vil nu indskærpe reglerne over for de 17.000 ansatte.
- Vi overvejer at formulere nogle regler, som skal indskærpe og præcisere, hvad man må og ikke må i forhold til forvaltningsloven, siger Jan Lange, personalechef i Børne- og Ungdomsforvaltningen, der ikke vil kommentere den konkrete sag fra Valby.
Nepotisme foregår dog ikke kun i den ene københavnske børnehave, mener pædagogernes fagforening i København.
- Vi hører om lignende problemer fra vores medlemmer andre steder i kommunen. Men for ikke at mistænkeliggøre alle byens institutioner for nepotisme vil vi dog samtidig opfordre forvaltningen til at kulegrave hele området for at fange eventuelle andre sager, siger Jan Hoby, der er næstformand i den københavnske pædagogfagforening LFS, til Berlingske. Han ønsker ikke at kommentere den konkrete sag.
Ifølge loven skal stillinger i det offentlige slås op, så alle har muligheden for at søge jobbet.
Kilde: Berlingske