Den har trofast passet sit job siden 1874 - men nu er det slut.
Den historiske færgerute mellem Århus og Kalundborg bliver nedlagt som følge af kraftigt dalende passagertal.
Det siger Mols-Liniens bestyrelsesformand Frantz Palludan, som er vemodig over at linjen skal nedlægges.
"Det har jeg det da dårligt med. En succeshistorie er altid bedre end en lukningshistorie. Men det her er jo nødvendigt for rederiet. Men måtte rædselsscenariet ske, at man må lukke Storebæltsbroen for en stund, så har man et problem," siger Palludan.
Årsagen til lukningen af ruten er, at færre bruger færgerne Maren Mols og Mette Mols til at komme fra Sjælland til Jylland.
Tal fra Mols-Linien viser, at 360.000 lastbiler blev sejlet over tilbage i 2006, mens det tal er faldet med over 100.000 de seneste to år.
Beslutningen blev truffet på en ekstraordinær generalforsamling i dag, tirsdag.
Hvornår den sidste færge sejler, er ikke endeligt besluttet.