Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) synes, det er en skam, at S og SF nu har forladt forhandlingerne om Danmarks økonomi i 2011.
Diskussionen går især på den danske økonomis holdbarhed, men forskellene er så store, at Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF) trækker sig fra et bredt forlig.
Og det kommer bag på ministeren, som ellers håbede på et bredt forlig fra morgenstunden.
"Det er da problematisk, hvis de nu går rundt og siger, at de er ude af forhandlingerne. Så tyder det jo ikke på den store interesse - desværre," siger finansministeren.
Det er uklart, hvorvidt Claus Hjort smed de to oppositionspartier ud, eller om de selv gik.
"Det er ikke noget, vi har aftalt bag dørene, at vi ikke skal ses igen. Nu gennemfører jeg de her møder med partierne, og så må vi se på baggrund af de bemærkninger, der er faldet. Men det kommer da lidt bag på mig, hvis de allerede nu har meldt sig ud," siger Claus Hjort Frederiksen.
De to partiformænd kunne ellers efter mødet mandag formiddag "fornemme", at det var finansministeren, som sluttede samarbejdet.
"De der vibrationer ved jeg jo ikke, hvor de har fra. Det er i hvert fald ikke noget som er blevet sagt herinde," siger finansministeren og griner tilbage til mødelokalet, hvor det er Dansk Folkepartis tur til at finde fodslag med regeringen.
Netop i Dansk Folkeparti er finansordfører Kristian Thulesen-Dahl stærkt utilfreds med de to oppositionspartier. Han mener, at de knap når at sætte sig, før de forlader forhandlingerne.
"De har kun blikket rettet mod at komme i regeringen i stedet for at komme i arbejdstøjet," siger Kristian Thulesen-Dahl (DF) kort før mødet med finansministeren.
Socialdemokraterne og SF trækker sig dog kun fra de centrale finanslovforhandlinger. Der er stadig en række aftaler, hvor opposiotionspartierne stadig sidder ved forhandlingsbordet.
Det gælder blandt andet politiets økonomi, trafikområdet og globaliserings- og satspuljen, som giver penge til forskning og socialt udsatte.
Senere i dag skal Liberal Alliance, Kristendemokraterne, Radikale Venstre og Enhedslisten også til møde med finansministeren. I år har regeringen ikke flertal med Dansk Folkeparti og er derfor nødt til at finde sammen endnu mindst ét mandat.