Du skal ikke føle dig sikker på, at din løn stiger i år. Flere brancheorganisationer beretter ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten om, at et rekordstort antal danske lønmodtagere har udsigt til, at deres årlige lønstigning annulleres.
Ifølge DI må hver tredje ansatte i industrien undvære de ellers ret faste årlige lønreguleringer, og det er flere end nogen sinde før, oplyser DI's chef for lønstatistik, Steen Nielsen.
"Det er et stærkt tegn på, at virksomhederne ikke har meget at give af til medarbejderne," siger Steen Nielsen.
I 2004 måtte 14 pct. af lønmodtagerne på DI's område kigge langt efter et lønhop, og det har hidtil været rekorden.
Steen Nielsen påpeger, at mange endnu ikke har indberettet lønreguleringerne, og at han derfor tror, at endnu flere i den sidste får frosset lønnen fast.
"Det kan meget vel være, at de steder, der venter med at indlede forhandlingerne, netop er de steder, hvor der er mindst at give af," siger Steen Nielsen.
DI har modtaget indberetning fra omkring hver femte virksomhed, og det er et udsædvanligt lavt tal taget i betragtning, at forhandlingerne typisk skydes i gang den 1. april.
Næstformand Claus Jensen fra Dansk Metal, erkender, at det ser ud til, at lønstigningerne bliver lavere end sidste år.
"Men vi har ikke fået så mange tilbagemeldinger endnu, da mange udskyder forhandlingerne. Dem vi har, viser en samlet lønstigning på ca. 3 pct.," siger Claus Jensen, der blot har modtaget tilbagemelding fra hver tiende.