Energikæmpen Andel har ekstraordinært åbnet pengekassen for selskabets 400.000 andelshavere.
Det betyder, at el-koncernen sender 2.500 kroner tilbage til de 400.000 andelshavere.
Det skriver Finans.
Og så skulle alle vel være glade og tilfredse. Men sådan forholder det sig ikke. Det skriver TV 2.
For Andel har over en million andre kunder, der ikke står til at få en eneste krone retur.
Andels pressechef, Morten Kidal, siger til TV 2, at man godt kan forstå, at kunderne er frustrerede og ærgerlige.
- Som kunde tænker man jo, at alle er ligestillet, men det er de altså ikke. Udbetalingen sker ikke efter kundeforhold, men følger en model, der er besluttet af Andels repræsentantskab, siger Morten Kildal.
Andel-koncernen ejer via datterselskaberne Cerius og Radius stort set hele elnettet øst for Storebælt. Radius dækker i grove træk Nordsjælland og Hornsherred, mens Cerius dække resten af området.
Men der er den forskel på Cerius og Radius, at det kun er de 400.000, der bor i Cerius-området, der er andelshavere i Andel.
Det er således dem der kan få 2.500 kroner udbetalt.
For at få pengene skal andelshaverne aktivt søge om, at få deres del af overskuddet.