Kun en måned før tæppet skulle gå til den nye Vendsyssel Revyen er revyen gået konkurs.
Det skriver Nordjyske.
Der var ellers lagt op til det helt store på Vendelbohus i Hjørring.
Kendte navne som musical-veteranen Jesper Lundgaard, Marie Louise Hansen, som blandt andet havde en rolle i TV 2-serien "Mercur", og Bakken-sangerinden Sara Gadborg var på plakaten.
Instruktør var veteranen Michel Castenholt, som kendes fra både film og tv, mens Ole Kibsgaard var udset som kapelmester. Ole Kibsgaard er blandt meget andet kendt fra Shu-Bi-Dua og børneprogrammet "Kaj og Andrea".
Vendsyssel Revyen havde desuden den lokale Benjamin Lannerö som initiativtager og kunstnerisk leder, og skulle have spillet 14 gange på ti dage fra den 13. marts til den 23. marts.
Benjamin Lannerö oplyser ikke, hvad årsagen til konkursen er, men forklarer ifølge lokalmediet Nordsø Posten følgende:
- Sørgeligt nok lukker projektet ned, og havlandet års hårdt arbejde står lidt tomt tilbage.
- Jeg vil af hensyn til mit hold, både foran og bag scenen samt samarbejdspartnerne, på nuværende tidspunkt ikke informere om sagens videre forløb, da det er en sag mellem produktionen og anden part.