Der bliver ikke konflikt mellem 3F og restauranten Á Porta i Mariager. Restauranten er ejet af Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen, og Pia Adelsteen (DF).
Á Porta har ikke overenskomst for sine ansatte og Kim Christiansen har fortalt, at der ikke vil blive tegnet en. 3F har fortalt, at de ansatte hverken får løn under sygdom eller har en pensionsordning. Ifølge Kim Christiansen er det dog direkte forkert.
3F lægger nu låg på sagen og vil ikke indgå en konflikt med Kim Christiansen. Det fortæller 3F i en pressemeddelelse underskrevet af Karsten Sørensen fra 3F Mariager og Tina Møller Madsen, formand 3F Privat Service, Hotel og Restauration.
- Forhandling om overenskomst mellem restaurant À Porta i Mariager og 3F endte i dag uden resultat. 3F Mariager Fjord præsenterede i sidste uge restauranten for en model-overenskomst, som bruges inden for restaurationsområdet. Overenskomsten ligger meget tæt på den, der er indgået med HORESTA, der er medlem af Dansk Arbejdsgiverforening, står der i pressemeddelelsen.
Man vil nu bruge tiden på at indgå i debatter, der skal sætte fokus på det danske arbejdsmarkeds vilkår.
- I stedet ønsker 3F i den kommende til, og frem til et folketingsvalg, at indlede nogle debatter om den danske model og arbejdsmarkedet. Herunder, ikke mindst, Dansk Folkepartis selvudråbte status som arbejderparti, og hvordan de ønsker at blive vurderet af 3F’ere: på deres ord eller deres handlinger?, spørger 3F i pressemeddelelsen.
Hverken 3F Mariager eller 3F Privat service, Hotel og Restauration ønsker at udtale sig om sagen.
Kim Christiansen fortæller til Avisen.dk, at han er tilfreds med, at der nu kommer ro på igen.
- Jeg har talt med 3F og fortalt dem det samme, som jeg har fortalt jer. Vi er midlertidige forpagtere på det her, og vores ambition er at få afsat restauranten igen. Så jeg synes, det er landet fint, siger Kim Christiansen til Avisen.dk.
Han tilføjer, at det var en restaurant han i sin tid købte med sin daværende kone. De er siden blev skilt, og derfor har Kim Christiansen jongleret med både jobbet som restaurantejer og folketingsmedlem.
- Nu må vi se, hvad fremtiden bringer. Jeg er fint tilfreds med dialogen med 3F. Vi kører videre lige nu, og så håber vi, at der kommer en køber eller nogle unge mennesker, der kan forpagte den. Det tager tid at drive en restaurant, og mit primære job er jo i Folketinget, siger Kim Christiansen.