Danmark er på vej mod at mangle 99.000 faglærte i 2030, har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd beregnet.
En ny undersøgelse viser, at 58 procent af danskerne ville våre stolte, hvis deres barn arbejdede i dagligvarebranchen.
Blandt forældre med et barn i branchen er tallet 65 procent.
58 procent af danskerne ville være stolte, hvis deres barn arbejdede i dagligvarebranchen. Blandt forældre, hvis barn arbejder eller har arbejdet i branchen, er andelen 65 procent.
Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet Norstat har gennemført blandt 1.000 danskere over 18 år for dagligvarekoncernen Dagrofa. Koncernen bruger tallene i en ny elevkampagne rettet mod både unge og deres forældre.
Ifølge en fremskrivning fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE, fra 2021 kommer Danmark til at mangle 99.000 faglærte i 2030. Ifølge AE-tal fra 2023, som koncernen henviser til, forventes 17,6 procent af en ungdomsårgang at gennemføre en erhvervsuddannelse otte år efter 9. klasse. Det politiske mål er 25-30 procent.
Ifølge koncernen har erhvervslivet tidligere peget på de unges forældre som et problem for erhvervsuddannelserne. Tænketanken DEA har opgjort, at 7 ud af 10 unge oplever, at forældrenes holdning har betydning for deres valg af uddannelse efter 9. klasse.
Oplever lav prestige
En tidligere undersøgelse blandt koncernens egne elever viser, at 52 procent oplever, at købmandsbranchen har lavere prestige end andre brancher.
- Halvdelen af vores elever oplever faktisk, at der sidder nogen og rynker lidt på næsen ad den branche, de er i. Det synes jeg er super ærgerligt, fordi der er gode karrieremuligheder, og det er et super bredt job, siger Laura Marie Larsen, koncern-HR-direktør i Dagrofa.
Koncernen rekrutterede 177 elever i 2025 og har som mål at få 200 elever om året.
- Vi ruster os til, at manglen på arbejdskraft bliver stor, og jeg ser ingen tegn på, at det bliver lettere at rekruttere, siger Laura Marie Larsen.
Eleverne uddannes blandt andet inden for salg, handel, kontor, lager og logistik. En salgselevuddannelse varer to til tre år, og eleverne får løn under hele uddannelsen.