En ti-årig dreng har indrømmet, at han dræbte den fireårige dreng Texas, som blev fundet kvalt i den svenske by Ljungby I oktober.
Det skriver Expressen.
Drengen blev kvalt med et sjippetov, fortalte den unge gerningsmand til politiet under en afhøring i går.
Forud var gået en lang række forhør af drengen, der altså kvalte den fireårige, da han var ude at lege på en legeplads 16. oktober.
Det fortæller anklager Yvonne Rudinsson på et pressemøde.
"Jeg betragter forbrydelsen som opklaret. Der har aldrig været nogen andre mistænkte end den her dreng," fortæller hun.
Hun fortæller, at undersøgelsen af sagen fylder 3.000 sider, og at der er lavet over 540 forhør med mindst 65 børn.
"Der var mange børn i området, og det har været svært at udrede. Forhør af børn er ikke altid så lette at gennemføre," sagde Rudinsson yderligere på pressemødet.
Kilde: Expressen