Den danske filminstruktør Nicolas Winding Refn vil hellere end gerne hjælpe skuespilleren Ryan Gosling, der har valgt at prøve livet af bag ved kameraet.
Gosling og Refn har oparbejdet et fint venskab, efter at Gosling spillede hovedrollen i Refns succesfilm Drive, og derfor kan skuespilleren regne med Refns gode råd, når han lige om lidt kaster sig over instruktørrollen og filmen "How To Catch A Monster".
- Vi har talt om det, og selvfølgelig vil jeg give ham nogle råd, hvis han vil have det. Jeg har sagt til ham, at hvis han vågner klokken fem om morgenen badet i sved mens de optager filmen, så kan han bare ringe, siger Nicolas Winding Refn til Evening Standard.
Refns "Drive", hvor Gosling spiller stuntman og chauffør, opnåede stor opmærksomhed og fine anmeldelser, men det til trods har han ikke en toer i sigte, fortæller han.
- Det kommer aldrig til at ske. Men vi leger lidt med idéen om, at chaufføren i filmen kan dukke op i en anden film som samme karakter. Vi får se, siger Nicolas Winding Refn.
Sammen med Ryan Gosling har Refn også indspillet filmen "Only God Forgives", der endnu ikke har haft premiere.
/ritzau/