Trods store vanskeligheder med førsteserven lykkedes det Serena Williams at snuppe sin anden sejr ved WTA Championships i Istanbul onsdag, da hun besejrede kineseren Li Na i to sæt 7-6, 6-3 i gruppespillet.
- Det gode er, at jeg kan spille bedre, end jeg gjorde i dag. Det er et plus, siger Serena Williams efter sejren til Eurosport.
Amerikaneren vandt tirsdag over tyske Angelique Kerber. Og dermed er hun tæt på semifinalen efter to sejre. Der er fire spillere i hver af de to grupper, hvor alle møder alle en gang.
Serena Williams var dog ikke så overbevisende, som hun kan være. Hun havde problemer med sin førsteserv, hvor hun havde en succesrate på blot 48 procent. Til sammenligning havde kineseren 60 procent.
Kampen varede en time og 50 minutter.
/ritzau/