Årets Tour de France-mester i cykling, Bradley Wiggins, er ifølge nyhedsbureauet AFP blevet rykket op på podiet i 2009-udgaven af det franske etapeløb.
Det sker, efter at den internationale cykelunion (UCI) har slettet Lance Armstrongs resultater fra august 1998 og frem som følge af amerikanerens dopingdom.
Armstrong sluttede som nummer tre i Touren 2009, mens Wiggins blev nummer fire. Men nu kan Wiggins altså officielt skrive endnu en podieplacering fra Touren på sit cv.
Mens Wiggins har fået Armstrongs podieplads fra 2009, har UCI tidligere fredag meddelt, at ingen andre ryttere får de syv Tour-sejre, som Armstrong cyklede sig til fra 1999 til 2005.
/ritzau/