Indsatsen mod racisme i fodbold skal udvides til at handle om andet og mere end racerelaterede verbale angreb.
Det mener Arsenals manager Arsène Wenger, som slår til lyd for, at der bliver gjort mere for at komme de aktuelle problemer til livs.
- Det er ikke bare racisme, forstået som sort og hvid. Det skal være (en indsats) mod alle slags angreb, som vi ser på fodboldstadioner. Vi må bekæmpe det endnu mere.
- Man ser nogle ansigter, når man går rundt på et stadion, og det, de råber efter en, er skræmmende. Det er, som jeg ser det, racisme, siger Arsène Wenger.
Racistiske ytringer har været i fokus i engelsk fodbold de seneste uger.
Forleden blev U/-21-spilleren Danny Rose angiveligt offer for abelyde og andre racistisk relaterede fornærmelser, da England spillede på udebane i Serbien.
En karantæne på fire spilledage til Chelsea-spilleren John Terry på grund af racistiske ytringer mod Anton Ferdinand fra Queens Park Rangers har også skabt debat i landet.
Spillerne i Premier League vil i den kommende weekend bære trøjer med Kick It Out (Spark det ud) i et forsøg på at udrydde racisme.
Enkelte mørkhudede spillere, blandt andre Readings angriber Jason Roberts, har overvejet at boykotte kampagnen, fordi de mener, at der bliver gjort for lidt i kampen mod racisme.
/ritzau/Reuters