"Din dumme møgkælling". "Jeg ved, hvor du bor".
Chikane, trusler og i enkelte tilfælde direkte vold er et stort problem for de ansatte på jobcentre og borgerservice-centre.
Derfor går en række sydjyske kommuner nu sammen med politiet for at bekæmpe problemet, skriver JydskeVestkysten.
"Vold og trusler er et problem, og det er et stigende problem. Ved at udveksle vores forskellige erfaringer i samarbejde med politiet kan vi bedre gøre noget ved det," siger Vejen-borgmester Egon Fræhr (V) til avisen.
Han har taget initiativ til projektet, hvor en arbejdsgruppe nu skal analysere problemet og udveksle erfaringer og løsningsideer.
I mange kommuner anvender man allerede alarmknapper og vagtordninger for at beskytte de ansatte mod vrede borgere.
Alligevel kan de chefer for borgerservice og jobcentre, som JydskeVestkysten har talt med, berette om flere episoder med aggressive borgere, der chikanerer og direkte truer medarbejderne på livet.
"Det er desværre noget, vi oplever rigtigt tit," siger Lise Willer, direktør i afdelingen for Job og Arbejdsmarked i Esbjerg Kommune til JydskeVestkysten.