SF's år i regeringen har gjort partiets profil så uklar, at det ofte er svært for vælgerne at forstå, hvad der foregår, og hvor partiet vil hen.
Det var et af budskaberne fra formandskandidat Annette Vilhelmsen, da hun onsdag aften mødte sin modstander, sundhedsminister Astrid Krag, i en direkte tv-debat på TV 2 News.
- Vores vælgere savner en ærlig politik. Når vi har forsøgt at komme igennem med vores store sager, og det ikke er lykkedes, så har vi alligevel solgt det som en sejr, sagde Vilhelmsen blandt andet med henvisning til betalingsringen.
- Vi har måttet sige ja til for meget, og vores vælgerne forstår ikke altid, hvad der foregår. Derfor står vi som parti så dårligt i dag, lød det videre fra Vilhelmsen i debatten, som varede 45 minutter.
På intet tidspunkt gik bølgerne for alvor højt mellem de to kandidater, og mest ophidset var TV 2's studievært, der gang på gang forsøgte at få de to kandidater til at udpensle den klare forskel mellem kandidaterne - uden held.
Hver kandidat fik i debatten mulighed for at stille et spørgsmål til modkandidaten, og Astrid Krag benyttede sit til endnu engang at fremhæve, at Annette Vilhelmsen ikke både kan sidde som formand og samtidig udfordre regeringsgrundlaget.
- Hvis man gang på gang udfordrer de aftaler, man har indgået, så er der en grænse for, hvor mange gange folk gider at lave aftaler med én. Man må stå på mål for de aftaler, man laver, også når det er svært. Andet kan være farligt for regeringssamarbejdet, sagde Krag.
Begge kandidater kunne dog blive enige om, at uanset hvordan vælgertilslutningen ser ud de kommende måneder, så skal SF blive i regeringen.
- Når man går ud af døren, har man ingen indflydelse, sagde Vilhelmsen og Krag stemte i:
- Jeg vil forandre ting, gøre verden mere retfærdig og gøre vores velfærdssamfund mere stærkt. Og der, hvor man rykker samfundet mest, er, når man sidder i samfundets maskinrum, som vi gør nu, sagde sundhedsministeren.
/ritzau/