Det blev til mere end 11 timers møde søndag, og mandag er de så på den igen i regeringstoppen.
SF's nybagte formand, Annette Vilhelmsen, og hendes væbner Holger K. Nielsen fortsætter samtalerne på Marienborg med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), som mandag eftermiddag fortsat står på.
Ved sin side har statsministeren finansminister Bjarne Corydon (S), økonomiminister Margrethe Vestager (R) og uddannelsesminister Morten Østergaard (R).
Kilder tæt på samtalerne på Marienborg afviser, at møderne trækker ud. Når en ny partiformand træder til, er der mange emner, som skal tales igennem, lyder det.
Der er ikke sat noget sluttidspunkt for rundbordsdiskussionerne i regeringens allerøverste lag, men forventningen er, at Helle Thorning-Schmidt og Annette Vilhelmsen tirsdag er klar til at offentliggøre den nye ministerliste.
Ifølge politisk kommentator Hans Engell er affæren på Marienborg blevet længere end planlagt.
- Meningen var, at parterne skulle sige goddag, diskutere finanslov og så selvfølgelig snakke personer og ministerposter, siger han.
- Men det virker jo nærmest som om, at man er ved at gennemgå hele regeringsgrundlaget, og det ligger helt uden for det, som Socialdemokraterne og De Radikale på forhånd havde forestillet sig, lyder det fra Hans Engell.
Under formandsvalgkampen har Annette Vilhelmsen fastslået, at hun vil overholde regeringsgrundlaget, men samtidig "udfordre" det.
- Det er mit indtryk, at Socialdemokraterne er noget overraskede. Vilhelmsen har nok haft nogle ambitioner om at gå det hele igennem og finde steder, hvor man kan stramme op, og det er slet ikke det, der ligger i kortene hos de andre, siger han.
- Så derfor er det formentlig blevet en mere besværlig omgang, end man oprindeligt havde tænkt sig, vurderer Engell.
Kilder tæt på samtalerne på Marienborg afviser dog, at møderne trækker ud, fordi der er uoverensstemmelser mellem den nye SF-formand og resten af regeringstoppen.
Annette Vilhelmsen selv vil mandag ikke kommentere møderne med de øvrige partiledere i regeringen.