Efter lidt over tre år er ægteskabet mellem racerkøreren Casper Elgaard og hans hustru Lise Marie nu slut.
Parret afslører over for Billedbladet, at de skal skilles.
- Vi er gået fra hinanden for to måneder siden efter at have været sammen i fem et halvt år. Vi havde forskellige ønsker for fremtiden, og forskellighederne rykkede os mere og mere fra hinanden, fortæller Lise Marie Elgaard til bladet.
Tilbage i 2009 vandt den nu 34-årige Casper Elgaard Vild med Dans sammen med dansedarlingen Vickie Jo. Det var en god tid, fortæller Casper Elgaard, der understreger, at han og den kommende ekskone stadig er gode venner.
- Vi har haft en masse fantastiske oplevelser sammen, ikke mindst Vild med Dans, og en masse rejser i forbindelse med min sport. De oplevelser er der ingen, der kan tage fra os, og de bliver ikke ringere af, at vi ikke er sammen længere, siger Casper Elgaard til bladet.
Lise Marie og Casper Elgaard blev gift i juni 2009 ved et romantisk bryllup. Casper bliver boende i huset i Skæring, mens Lise Marie er flyttet i et nyt hus syd for Aarhus.