Ved dette års 'Vild med dans' er Silas Holst partner med skuespiller Louise Mieritz. Men før hende har han haft fire andre partnere og fået lige så mange nye venskaber. Det skriver Ekstra Bladet.
Laura Drasbæk og Sophie Fjellvang-Sølling bliver nævnt som nogle af danserens bedste venner, og det år han dansede med Malena Belafonte, blev han næsten reservefar for hendes to små børn.
- Det er meget intenst, når man er med i 'Vild med dans'. Man ser sin dansepartner mere end sin familie. Derfor synes jeg lige så godt, at man kan køre det hele sammen i en pærevælling. Altså familien og dansen, siger Silas Holst til Ekstra Bladet.
Og hvorfor han udvikler så tætte forhold til sine mange dansepartnere, har han selv et kontant bud på.
- Det er, fordi jeg er homoseksuel, lyder det fra den 29-årige danser.
- Vi ved fra begyndelsen, at der ikke er noget flirteri. Spillereglerne er klare, og grænserne er trukket op, siger Silas Holst til avisen.
Det er hans nuværende dansepartner, Louise Mieritz, enig i. Hun kan godt forstå, hvorfor Silas Holst er så populær blandt pigerne.
- Han er svær at stå for, fniser hun.
- Han er en rigtig gentleman, og man føler sig virkelig passet på, siger Louise Mieritz til Ekstra Bladet.
De to har danset sammen to måneder og skal ifølge Louise Mieritz også ses, når programmet er slut. I aften skal der danses samba og slowfox i 'Vild med dans'.
Kilde: Ekstra Bladet