Det er ikke kun "Vild med dans"-dommeren Nikolaj Hübbe, der er helt vild med den 25-årige tv-vært Joakim Ingversen, der lige nu er aktuel i det populære danseprogram på TV2.
Kvinderne er også vilde i varmen efter den unge danse-stjerne, og det får Joakim Ingversen for alvor at mærke, når han logger ind på sin Facebook-profil. Her strømmer det nemlig ind med sex-tilbud fra det modsatte køn, skriver Her & Nu ifølge Ekstra Bladet.
- Nogle af dem er meget direkte, men jeg er ikke så god til det der, fortæller Joakim Ingversen grinende til Her & Nu.
Og det er ikke første gang, at tv-værten oplever den overvældende opmærksomhed fra damerne.
- Det var, da jeg lavede Bingo Bango. Det var præcis det samme. Jeg tror, det er sådan en ting, tv gør, siger Joakim Ingversen.
Udover at være danse-stjerne og tv-vært, så optræder Joakim Ingversen også som Dj og er blandt Danmarks bedste i sportsgrenen wind- og kitesurfing.