Tre dage før Monica Vestergaard Christiansen skulle starte træningen til 'Vild med dans', sad hun på Herlev Sygehus og fik den skræmmende besked, at hendes mor var ramt af brystkræft. Det skriver Ekstra Bladet.
- Jeg nåede at tænke, 'hvad nu hvis jeg mister min mor'. Når man er sund og rask, når man ikke altid at værdsætte det, man har. Det ændrer sig, når man får sådan en besked, siger golfspilleren til Ekstra Bladet.
Kræften kender Monica Vestergaard Christiansen alt for godt. Den frygtede folkesygdom har allerede taget livet af hendes bedsteforældre, og hun er derfor afklaret med, at hun selv har stor risiko for at få sygdommen.
- Så der er jo ret stor risiko for, at jeg også dør af kræft, når så mange i min familie har fået det. Jeg håber bare, at jeg ikke kommer til at lide så meget, siger hun til avisen.
Men Monica Vestergaard Christiansen er ikke bange for den frygtede sygdom.
- Nej! Jeg er bevidst om det, men jeg vil ikke være bange. Man skal ikke ignorere det. Ikke benægte det. Men jeg har valgt at lægge det bag mig og leve livet, siger den 25-årige golfspiller til avisen.
I forbindelse med kampagnen 'Knæk Cancer' har Monica Vestergaard Christiansen sat en tur med hende på golfbanen på højkant i TV 2's auktioner med kendte.
Kilde: Ekstra Bladet