KRISTIAN WENDELBOE, direktør i KL, varslede overraskende et opgør med den danske model forleden dag. Det gjorde han, da han i Politiken bekendtgjorde, at hvis ikke man kunne blive enig om et forlig, så ville Christiansborg være tvunget til at lave den danske model om, for konflikten ville blive enorm. Lad mig bare sige det klart: Det eneste man skulle tage et opgør med er fantasiløsheden hos visse politikere og embedsmænd. Og måske skulle man tage deres evne til selvrefleksion med i købet.

Kristian Wendelboe var hovedarkitekt bag lærerlockouten. Han bør spørge sig selv om det, han vandt på indgrebet, ikke er blevet tabt mange gange siden. Opbakningen fra befolkningen til de offentligt ansatte er enorm. Hvorfor? Jeg tror det netop er pga. lærerlockouten og en udsultet offentlig sektor. Det er gået op for os – i lyset af lærerlockouten - at reelle og ligeværdige forhandlinger mellem kommuner, stat og regioner på den ene side og offentligt ansatte lønmodtagere på den anden er en saga blot. Det kan han takke sig selv for. Han har sejret sig selv ihjel.

OG SØRME OM HAN ikke gør det igen: I forhandlingernes sidste fase, trækker han pludselig en pistol frem: ”Hvis ikke I indgår et forlig, hvis I går videre med konflikt, ja så laver vi da bare hele systemet om.”

Forestil jer dette: Hvis lønmodtagerne går i konflikt, så laver politikerne de danske model om, så man ikke længere kan konflikte!

Jeg er vred over, at vi har overladt det til fantasiløse embedsmænd at finde løsninger på fremtidens problemer. Det er helt utroligt, at ingen af topfolkene reagerer, når det kommer frem, at Moderniseringsstyrelsens direktør har som mål at lande en så stram økonomisk aftale som overhovedet muligt som han ovenikøbet samtidig får en personlig gevinst ud af, hvis det lykkes. Vi ser ulven, der vogter fåret. Jeg er vred over, at politikerne bare køber nødvendighedens tale fra embedsmændene. Og så er jeg rasende over, at regeringen har aftalt at give bonus til Moderniseringsstyrelsens direktør. Det er simpelthen manglende respekt for et system, der har sikret et relativt konfliktfrit arbejdsmarked.

DET ER SÅ FANTASILØST at tro, at det eneste, der kan redde sundhedsvæsnet, er kortere varsling på vagter på hospitaler og længere normperioder. Det var fantasiløst at tro, at det eneste, der kunne få skolereformen gennemført, var et opgør med lærernes arbejdstid. Det var fantasiløst at tro, at det eneste, der kunne redde det danske arbejdsudbud, var at sløjfe efterlønnen osv. osv. Eksemplerne er mange.

Hvis man et øjeblik ser bort fra lønnen, så er mange af arbejdsgivernes krav af en sådan karakter, at det vil sætte et betydeligt pres på den enkelte medarbejder. Det gælder fx vagthyppigheden for læger, reglerne om at kunne flytte fra arbejdsplads til arbejdsplads og regler om seniorordninger. Vi har i Danmark en voksende skare af stressede børn og voksne, der arbejder, optimerer og effektiviserer sig ihjel. Vi hænger i med neglene. Og ikke engang hvis vi landede i den høje ende af lønkravet ville det kompensere for de mange timer væk fra hjemmet. I et tempo, som får voksne mennesker til at græde. Vi kan ikke holde til det.

Måske skulle Wendelboe og de, der har sendt ham i byen, tænke over følgende: Jo, måske vinder I denne omgang. Ligesom I vandt den sidste. Men for hver gang I truer jer til en sejr, tror vi jer mindre. Vi vil være tilbøjelige til at kigge efter andre svar, andre steder, fordi vi simpelthen ikke længere tror på jer. Og det har meget større konsekvenser for et samfund, at politikere og embedsmænd over én kam anses for at være utroværdige. Pas på I ikke sejrer jer selv ihjel.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.