Danmark skal i aften klokken 20.45 spille VM-kvalifikationskamp på udebane mod Italien. Her er lidt sjov statistik, gamle anekdoter og informationer om Danmark og Italien.
Vidste du at ...
... den første landskamp mellem Italien og Danmark var kvartfinalen på Highbury ved OL i London i 1948? Kampen blev vundet af Danmark med 5-3, blandt andet takket være fire scoringer af John Hansen, der efter OL blev købt af Juventus.
... Danmarks to andre sejre over Italien også har været bemærkelsesværdige? I 1981 vandt Danmark med 3-1 i Københavns Idrætspark, hvilket var de senere verdensmestres eneste nederlag i VM-turneringen, og i 1999 skulle Danmark vinde i Napoli - og gjorde det med 3-2 - for at få to playoff-kampe mod Israel om adgang til EM 2000.
... Stadio Giuseppe Meazza eller San Siro - som det også kaldes - for første gang lægger græs til en landskamp med dansk deltagelse, idet ingen af DBU's mandlige landshold tidligere har dystet på dette stadion?
... Dennis Rommedahl med spilletid mod Italien som den første danske landsholdsspiller kan runde 40 landskampe i tilknytning til VM? De syv af kampene har været ved VM-slutrunder, hvorimod de 32 andre har været kvalifikationskampe til VM.
... aftenens slovenske dommer Damir Skomina har dømt Danmark ved tre tidligere lejligheder, senest i 1-0-sejren over Holland ved EM i sommer? Ingen af de tre kampe er endt med dansk nederlag.
... Danmark to gange tidligere har spillet uafgjort i de to første VM-kvalifikationskampe, og tabet af point betød, at Danmark hverken kvalificerede sig til VM i 1990 eller VM i 1994.
... Nicklas Bendtner er den tredje landsholdsspiller, der repræsenterer Juventus? Før Bendtner spillede Christian Poulsen (2008-2010) i klubben, og den første var Michael Laudrup (1985-1989).
... det er 20 år siden, at Danmark senest indledte en VM-kvalifikation uden sejre i de to første kampe? Dengang - i 1992 - spillede de forsvarende europamestre 0-0 i kampene mod Letland og Litauen.
Kilde: dbu.dk
/ritzau/