Der var to til tre personer, der fulgte efter digteren Yahya Hassan forud for skudepisoden søndag den 20. marts.
Det fortæller et vidne til episoden torsdag formiddag i Retten i Aarhus.
- Jeg hører Yahya Hassan sige: "Lad mig være, lad mig være, jeg har en brækket arm". Der er to-tre personer på vej mod ham, siger vidnet, der har afrikansk baggrund og er iført grå bukser og blå trøje.
Dermed bekræfter han digterens egen forklaring, der går på, at han blev forfulgt af flere personer.
Blandt forfølgerne var ifølge Yahya Hassan en 17-årig mand, som blev ramt af et skud i foden.
Yahya Hassan har erkendt, at han skød, men han havde ifølge sin egen forklaring ikke til hensigt at ramme den 17-årige.
Skuddene blev ifølge digterens egen forklaring løsnet, fordi han følte sig truet på livet.
Vidnet fortæller, at han først troede, at det var Yahya Hassan, der var blevet skudt.
- Lige i øjeblikket går jeg ud fra, at det er Yahya, der er blevet skudt. Det er ham, der går baglæns, forklarer vidnet.
Vidnet forklarer også, at han hører Yahya Hassan's mor råbe fra sin lejlighed nær Kappelvænget, hvor hændelsen fandt sted: "Jeg ringer til politiet, lad ham være".
Et andet vidne, en libanesisk mand, som ejer et pizzeria, kan ikke bekræfte, at Hassan blev forfulgt af flere personer.
Efter at Hassan har været inde og bestille en pizza hos ham, hører han høje råb udenfor. Herefter går han ud til stedet, hvor han ser Yahya og den 17-årige stå med få meters mellemrum.
- Jeg ser kun Hassan og ham, der filmer. Der er kun os tre, siger den libanesiske pizzeriaejer.
Han lægger mærke til, at den 17-årige filmer episoden med sin mobiltelefon.
Vidnet beskriver stemningen som meget spændt, og han forsøger at lægge en dæmper på situationen.
- Jeg kan se, at Hassan er stresset og aggressiv. Jeg siger til ham der filmer, at han skal lade være, siger pizzeriaejeren.
Men opfordringen får ikke den 17-årige til at lade være med at filme. Han fortsætter med at filme digteren og går frem imod ham, forklarer vidnet.
Han ser herefter, at Yahya Hassan affyrer flere skud, men alle skud er rettet mod jorden, ikke mod den 17-årige, forklarer vidnet.
Sagen fortsætter med flere vidneafhøringer torsdag, og der ventes procedure og dom fredag den 16. september.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.