Ritzau
Opdateret kl. 11:11
Københavns Politi efterlyser nu med både navn og billede den formodede gerningsmand til drabsforsøget på islamkritikeren Lars Hedegaard i København i 2013.
Det sker to dage efter, at forbuddet mod at nævne mandens navn blev ophævet.
Politiet efterlyser Basil Hassan, der siden 2014 har været beskyttet af et navneforbud og derfor har været omtalt som BH.
Østre Landsret har imidlertid sagt god for at ophæve navneforbuddet, der har været der af hensyn til den mistænkte mands familie.
- Da navneforbuddet nu er ophævet, vælger Københavns Politi at efterlyse Basil Hassan med foto og navn, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Basil Hassan blev fængslet i et retsmøde 7. november 2014 in absentia, altså uden at være til stede.
Dengang blev han også internationalt efterlyst. Retsmødet blev holdt for dobbeltlukkede døre, så sigtelsen mod manden ikke var offentlig.
Angrebet på Hedegaard skete om formiddagen 5. februar 2013 på hans daværende bopæl på Pelargoniavej på Frederiksberg. Her skød en mand forklædt som postbud mod Lars Hedegaard, da han åbnede døren.
Ophævelsen af navneforbuddet sker med henvisning til den lange tid, der er gået.
Men det spiller også ind, at det amerikanske udenrigsministerium har offentliggjort oplysninger om, at den 29-årige mand menes at have tilsluttet sig Islamisk Stat og dermed må betegnes som terrorist.
Det vides ikke, hvor Basil Hassan i dag befinder sig.
I en periode sad han fængslet i Tyrkiet, men her slap myndighederne ham fri. Dermed efterkom de ikke Danmarks udleveringsanmodning.
Hos Københavns Politi sagde vicepolitiinspektør Jens Møller torsdag, at der ikke er umiddelbar udsigt til at pågribe dem mistænkte.
/ritzau/