Resultaterne har svigtet i Champions League for Viborg HK, og efter søndagens 27-28-nederlag til Zvezda Zvenigorod var stemningen derfor ikke den bedste.
Viborg-træner Martin Albertsen prøver dog at holde humøret oppe hos spillerne efter en spillemæssigt godkendt indsats.
- Stemningen var præget af skuffelse. Folk er sindssygt kede af det. Vi er ikke skuffede over præstationen, men skuffede over at vi ikke lige fik et point eller to med lidt mere held, når det nu var så tæt.
- Håndbold er også et spil, der handler om selvtillid. Vi startede sådan lidt uden selvtillid, men fik os arbejdet os ind i kampen og viste god moral og var også meget tæt på. Men desværre gik den ikke, siger Albertsen.
Det var Viborgs tredje nederlag i træk i den svære gruppe, hvor jyderne også har tabt til Thüringer HC og Budocnost. Derfor var det næsten knald eller fald mod Zvezda.
- Vores indstilling til kampen var at levere en maksimal præstation, og det var vi så tæt på, som vi kunne være. Vi kæmpede så meget, som vi skulle, og vi havde virkelig gode attituder.
- Vi leverede også et spil, som er vores topniveau lige nu - med det mandskab vi har til rådighed. Vi prøvede at gøre hinanden gode, og var det vigtigste for os, fortæller Albertsen.
Han havde håbet, at spillet havde rakt til en sejr over det dygtige russiske mandskab.
- Vi mødte på alle positioner klassespillere. Det havde vi luret, og vi følte, at vi som hold kunne vippe dem lidt af pinden.
- Det gjorde vi også i store perioder, og jeg synes, det lige så godt kunne have været os, der havde fået minimum et point. Men sådan skulle det desværre ikke være, siger Albertsen.
/ritzau/