Vestlige diplomater stod tæt klemt sammen i det fyldte retslokale, da retssagen mod tre medlemmer af den russiske punkgruppe Pussy Riot mandag blev genoptaget ved en distriktsdomstol i Moskva.
Her sad de tre unge kvinder - Nadesjda Tolokonnikova, Jekaterina Samutsevitj og Maria Alekhina - i det glasbur, der er forbeholdt de sigtede.
De risikerer op mod syv års fængsel for i februar at have afbrudt en gudstjeneste i en ortodoks kirke i Moskva og fremført en såkaldt "punkbøn" mod den daværende præsidentkandidat - og nuværende præsident - Vladimir Putin.
Iagttagere forventer, at der allerede i denne uge kan falde dom i sagen mod de tre unge kvinder.
- Alle, jeg har talt med, forventer, at de bliver dømt, men håber på en mildere dom, ikke syv år, skriver det britiske parlamentsmedlem Kerry McCarthy, der opholdt sig i det fyldte retslokale, på Twitter.
Både Storbritannien og andre vestlige stater betragter retssagen mod Pussy Riot-medlemmerne som endnu et eksempel på, at frihederne er under pres i Rusland, efter Putin har genindtaget præsidentposten.
I forvejen har regeringen i Moskva strammet straffen for at deltage i demonstrationer, og den har stemplet ikkestatslige rettighedsgrupper som "udenlandske agenter", hvis de modtager penge fra udlandet.
Retsopgøret mod Pussy Riot er den sag i Rusland, der har fået mest international opmærksomhed siden et kontroversielt retsmøde i 2010 mod den korruptionsdømte tidligere oliemilliardær Mikhail Khodorkovskij.
Den tidligere Yukos-chef blandede sig mandag i debatten om Pussy Riot.
- Jeg skammer mig og er meget såret. Ikke på grund af disse piger, for den ungdommelige radikalismes fejltagelser kan tilgives, men på grund af staten, der vanhelliger vort Rusland med sin komplette mangel på samvittighed, skriver Khodorkovskij i en udtalelse.
/ritzau/AFP