Venstres afvisning af den ændrede rygerlov, som Folketinget førstebehandler tirsdag, er stik imod partiformand Lars Løkke Rasmussens (V) løfte om, at danskernes middellevetid om få år skal være blandt de 10 højeste i verden.
Det siger Socialdemokraterne forebyggelsesordfører, Flemming Møller Mortensen.
På Venstres landsmøde i 2009 lancerede den daværende statsminister Løkke Rasmussen, på baggrund af en årelang deroute for danskernes sundhed og levealder, sin vision om, at danskerne i 2020 skal være blandt de 10 folk i verden, som lever længst.
Det skete på et tidspunkt, hvor Danmark lå totalt i bund i forhold til de 15 EU-lande, vi sammenlignede os med. Ikke mindst på grund af livsstil og rygning.
- I betragtning af at rygning koster 14.000 årlige dødsfald, er den største enkeltfaktor for sygdom, og at alt for mange unge fortsat begynder at ryge, så er det dybt uansvarligt, at Venstre ikke vil tage hånd om unges sundhed, siger Flemming Møller Mortensen.
Han peger samtidig på, at rygning medfører 149.000 årlige indlæggelse på hospitalerne svarende til udgifter på 3,9 milliarder kroner og koster 2,8 millioner sygedage årligt eller 5 til 7 milliarder kroner i samfundsøkonomiske tab.
- Venstre løber fra sine egne principper og fører blokpolitik på et områder, som er alt for alvorligt til det, siger Flemming Møller Mortensen.
Men kritikken afvises af Venstres forebyggelsesordfører, Jane Heitmann.
- Vi bakker op om at styrke den målrettede forebyggelse. Men det, som regeringen lægger op til, er lovgivning for lovgivningens egen skyld.
Ifølge de foreløbige resultater fra en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse begynder dobbelt så mange unge at ryge på efterskoler, hvor der må ryges.
- Men undersøgelsen er ikke færdig. Og vi vil ikke konkludere på den før da. Der er behov for at se, om det for eksempel mere er sociale skævheder, der slår igennem, siger Jane Heitmann.
Stramningen af rygerloven, som der er flertal for udenom V, K, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, betyder især, at det ikke længere bliver tilladt at ryge på børneinstitutioner, skoler, kostskoler, efterskoler og gymnasiale ungdomsuddannelser.