Danske boligejere skal fortsat have mulighed for fradrag på op til 30.000 kroner for hjælp i hjemmet.
Venstre vil i sit finanslovsforslag, der bliver præsenteret i dag klokken 13, afsætte 1,75 milliarder kroner til at videreføre den såkaldte boligjob-ordning.
Det skriver Berlingske.
- Det har været en langt større succes, end man havde regnet med, da ordningen blev indført. Sidste år var der 270.000 mennesker, som benyttede sig af den. Der bliver skabt arbejdspladser over hele landet med det forslag, siger partiets politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, til Berlingske.
Socialdemokraterne er dog skeptiske over for at videreføre ordningen. Det står ikke umiddelbart klart, hvordan Venstre har tænkt sig at finansiere forslaget.
- Vi vil have fokus på at skabe job og vækst, så alt, hvad der trækker i den retning, er selvfølgelig interessant. Men det er også interessant at se, hvordan de har valgt at finansiere det. Det er ofte der, tingende begynder at halte en smule, siger Finansordfører John Dyrby Paulsen til Berlingske.
Økonomiprofessor Bo Sandemann Rasmussen fra Aarhus Universitet kalder fradraget for en god måde at stimulere økonomien på.
- Det er et af de elementer, man kan bruge til at stimulere økonomien med, ligesom de fremrykkede offentlige investeringer. Man får relativt meget beskæftigelse per milliarder kroner, man bruger på boligjobordningen, fordi den stimulerer flere parametre, siger han til Berlingske.