Ægteskabet holdt kun i seks år. Nu har Venstre-politikeren Inger Støjberg og manden Jesper Beinov besluttet sig for at blive skilt.
Ifølge ekstrabladet.dk går parret fra hinanden og Jesper Beinov flytter fra det fælles hjem i Nordjylland og til København. Inger Støjberg bliver boende i huset.
- Vi har haft mange rigtig gode år sammen, og nu er vi blevet enige om at gå hver til sit, siger Inger Støjberg til ekstrabladet.dk.
Politikeren blev kærester med Jesper Beinov, der er debatredaktør hos Berlingske, for otte år siden og de blev gift i 2006. Hun forsikrer, at bruddet er sket i enighed og uden drama og at de to stadig er venner.
Generelt er den 39-årige tidligere beskæftigelsesminister kendt for at værne om sit privatliv. Hvor hun gerne udtaler sig om politik, afviser hun interviews om sit privatliv. Hun har derfor heller ikke yderligere kommentarer om bruddet.
Jesper Beinov bekræfter, at ægteskabet er slut, men har ikke andre kommentarer til sagen.
Kilde: ekstrabladet.dk.