Venstre: Thorning-tale uden indhold

Helle Thorning-Schmidts nytårtale mangler indhold, mener Venstre, der dog gerne møder op til forhandlinger om bl.a. skattereform.
Venstres gruppeformand Kristian Jensen mener, at Helle Thorning-Schmidt siger ét men gør det modsatte.
Venstres gruppeformand Kristian Jensen mener, at Helle Thorning-Schmidt siger ét men gør det modsatte. Foto: Pressefoto

Venstres gruppeformand Kristian Jensen er ikke imponeret af statsminister Helle Thorning-Schmidts nytårstale.

"Jeg savner indhold i talen. Noget, der er andet end form. Jeg tror, at mange danskere havde forventet, at vi enten kunne få en forklaring på de mange løftebrud eller hvad Helle Thorning-Schmidt egentlig vil med regeringsmagten, men det kommer ikke," siger han til Newspaq.

Der er ikke noget nyt i talen, understreger V-gruppeformanden.

"Jeg havde forventet, at der var kommet en fortælling om, hvad Helle Thorning-Schmidt vil med magten. Hvor er regeringens projekt? Det må jo på et tidspunkt komme. Ellers fortsætter regeringen med at sejle rundt uden fast kurs," siger Kristian Jensen.

I talen lægger Helle Thorning-Schmidt op til en stribe reformen til næste år, og Venstre møder gerne op.

"Vi glæder os til at blive indbudt til forhandlinger om skattereform, om kontanthjælp og førtidspension. Det vil vi gerne hjælpe regeringen med, hvis den ønsker at lave et ambitiøst reformprogram, " siger Kristian Jensen, der mener at statsministeren siger et men gør noget andet.

"Hun siger i talen, at vi skal passe på vores konkurrenceevne, men regeringen har lige sat skatter og afgifter op for fem milliarder kroner. Hun siger, at vi skal passe på de små familieejede virksomheder. Regeringen har lige øget beskatningen på generationsskifter. Der er en afgrundsdyb kløft mellem det, hun siger i talen, og det regeringen rent faktisk gør," siger Kristian Jensen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.