Pave Benedikt XVI's tidligere butler Paolo Gabriele erklærer sig ikke skyldig i groft tyveri, men erkender, at han har svigtet pavens tillid.
Han trådte tirsdag frem i vidneskranken ved den retssag, hvor han er anklaget for at have stjålet hundredvis af hemmelige papirer fra pavens personlige gemakker og have lækket dem til en italiensk journalist.
Det resulterede i en bog, der hævder, at Vatikanet er præget af omfattende korruption.
Gabriele siger endvidere i retten, at han i de første par uger af sin varetægtsfængsling blev tilbageholdt i et lille rum, hvor lyset var tændt 24 timer i døgnet, og at det har beskadiget hans syn.
Det får Vatikanet til at beordre en undersøgelse af egen politistyrke for mulig mishandling.
Gabriele siger endvidere i retten, at han handlede alene, da han tog papirerne og lækkede dem.
Men selv om eksbutleren afviser at have medskyldige, har han "mange kontakter" i Vatikanet, siger han, og her var der "udbredt ubehag" over de ting, der foregik.
De lækkede dokumenter indeholder blandt andet et brev fra en tidligere højtplaceret person i Vatikanet, der klager over, at han er blevet frataget sin post, fordi han forsøgte at stoppe udbredt korruption og svindel i pavestaten.
I et interview tidligere i år udtrykker Gabriele fortvivlelse over det hemmelighedskræmmeri, der er i Vatikanet, som blandt andet omfatter drab, selvmord og en datter til en Vatikan-ansats mystiske forsvinden i 1983.
Hvis Paolo Gabriele kendes skyldig, kan han idømmes op til otte års fængsel. Han har imidlertid også mulighed for at blive benådet af paven.
/ritzau/Reuters