Det flyver rundt med meningsmålinger i den amerikanske valgkamp, hvor demokraten Barack Obama og republikaneren Mitt Romney kæmper om vælgernes gunst.
Meningsmålingerne er dog mindre opmuntrende læsning for Romney end for Obama, som tilsyneladende står til fire år mere i Det Hvide Hus.
* En meningsmåling fra Wall Street Journal/NBC News giver en føring til Obama på 49-46 blandt de amerikanere, som ventes at bruge sin stemme til præsidentvalget.
* Det stemmer overens med tal fra RealClearPolitics, hvor Romney gennemsnitligt er bagud med 3,5 procentpoint.
* En meningsmåling fra National Public Radio viste onsdag, at Obama er endnu længere foran: 51 procent står bag præsidenten, mens 44 procent støtter den republikanske udfordrer.
* Ifølge samme måling ligger Obama i spidsen med 50-44 i de såkaldte "battleground states", hvor præsidentvalget efter alt at dømme bliver afgjort.
* En måling fra Washington Post-ABC News giver Obama en lidt større føring i de vigtigste svingstater med 52 procents opbakning mod 41 procent til Romney.
/ritzau/AFP