Der er forskel på de brune gammeldags økonomier og så de grønne, bæredygtige. De første anses trods den vækst, de medfører, som værende farlige for klodens udvikling. Grøn økonomi inkluderer land, miljø og befolkning, således at slutresultetet bliver lykkeligt.

Danmarks udviklingsorganisation, Danida, afholder lige nu en konference om grøn og inkluderende økonomi, der skal sikre bæredygtig vækst. Øjnene er meget rettede imod verdens fattigste regioner; især Afrika, og imod udviklingsorganisationer.

Selv om lande med naturressourcer står i kø for at få store fremmede investeringer i olie og miner, der kan få de økonomisk væksttal op, er der sket et markant sving imod grønne holdninger, forklarer blandt andre Steve Bass, leder i bæredygtige markeder for The International Institute for Environment and Development.

Læs også:

Klimalov skal optimere grøn politik

Grib chancen

Konferencens og dansk udviklingspolitisk fokus er de grønne faktorer, som kan få positiv effekt på nedbringelse af fattigdom. Ganske vidst er faren ved klimagasser gået op for erhvervsliv og finansministre, men et ensidigt fokus på CO2 nedbringelse skaber ikke bæredygtig vækst, forklarede Peter Hazelwood, World Resources Institute.

Faktisk er der adskillige eksempler (310) på omfattende statslige planer, der skal sikre grøn vækst, bedre klima og hjælp til fattige bønder – i lande som Indonesien, Etiopien og Indien. Nationale prioriteringer er ved at skifte, mener han. Også gigantiske virksomheder som konglomeratet Unilever tager det nu alvorligt.

Læs også:

Ghana rykker på grøn solenergi

Inkludering

Nøgleord er social inkludering og miljømæssig bæredygtighed og midlerne er at at få alle parter nationalt og lokalt til at arbejde sammen. Samfund skal fordele deres ressourcer, styre ordentligt og målrette investeringer for at få de fattige til at deltage. Vækst betyder nemlig så langt fra automatisk mindre fattigdom.

Bag de fine ord ligger en markant forandring i måden, man nu om stunder tænker udviklingspolitik på. Helt alvorligt taler deltagerne ved konferencen om, at borgerne i udviklingslande nødvendigvis skal kunne overskue deres rettigheder (som ejerskab af jord og adgang til vand).

Læs også:

Grønne penge kan skabe millioner af nye job

Selv om man ved konferencen taler om global harmonisering af for eksempel handel er der ingen tvivl noget sted om, at løsningerne er både nationale og lokale og kræver deltagelse af rig som fattig på lige vilkår. Beviser er hjemme på, at det er muligt i praksis, og at befolkningen kan få det bedre selv med begrænsede ressourcer – også uden at smadre miljøet.

Forandring er mulig

Tirsdagens hovedtaler, Thomas Carothers, Carnegie Endowment for International Peace, mindede hundredevis deltagere fra nær og fjern om, at tanken om at promovere demokrati og god regeringsførelse faktisk er ganske ny.

I 1960'erne, da udviklingsbidtand blev “opfundet” handlede det om økonomisk vækst frem for alt. Stærke autoritære leder var yderst velkomne, det handlede om markeder, og at uvæsen som fagforeninger i fattige lande skulle holdes nede.

Den første bølge af stor vækst kom blandt de asiatiske tigre, der næsten alle var styret autoritært. Det var først i 1990'erne, efter den kolde krig var afsluttet, at man begyndte at tænke i at politiske forandringer og udbredelse af demokrati.

Siden hen har demokrati som styreform nydt stor fremme og menneskeret, økonomiske rettigheder og god og effektiv regeringsførelse er kommet i centrum på verdensscenen med nogle markante undtagelser.

Læs også:

Bank: Råvarer er en guldgrube for Afrika