14 eller 15 år, hvor skal den kriminelle lavalder ligge. Den diskussion fortsætter nu.
De borgerlige partier er meget utilfredse med, at regeringen i dag får vedtaget en lovændring, der hæver den kriminelle lavalder fra 14 år til 15 år.
De vil dog ikke garantere, at de sænker den kriminelle lavalder igen, hvis de får regeringsmagten.
Venstres retsordfører Karsten Lauritzen tør ikke komme med nogen løfter.
"Nu skal man passe på med at udstede garantier, men vi ønsker i hvert fald at have en situation, hvor 14-årige, der begår vold og forsøg på voldtægt, som nogle desværre har begået, oplever, at det har alvorlige konsekvenser," siger han til Newspaq.
Og med alvorlige konsekvenser, mener han altså mere alvorlige, end de konsekvenser de oplever med den hævede lavalder.
Tom Behnke, som er retsordfører for De Konservative, vil heller ikke komme med noget entydigt løfte om at sænke den kriminelle lavalder igen.
"Det er nødvendigt, hvis vi igen ser en kriminalitets stigning. Men vi sænker den ikke bare for at gøre det. Det skal give mening," siger han.
Begge partier er dog enige om, at det er ærgerligt med den nye lov.
"Vi synes, det er ærgerligt, at man sætter den kriminelle lavalder op igen, for det har jo vist sig at have en enormt positiv effekt, da vi satte den ned. Ungdomskriminaliteten er raslet ned. Og så synes jeg, at det er et uheldigt signal at sende," siger Tom Behnke.
Partierne ser ingen god grund til at regeringen nu vil ændre lovgivningen.
"Vi ønsker sådan set bare at bibeholde den lovgivning vi har i dag," siger Karsten Lauritzen.
Det var den tidligere VK-regering der sammen med Dansk Folkeparti sænkede den kriminelle lavalder tilbage i sommeren 2010.