VORES VALG

Retoriker revser dødssyge valgslogans

Politikerne er elendige til at finde på slogans til valgkampen, mener professor i retorik. Venstre har dog det bedste.
Pia Kjærsgaards slogan er ikke blevet analyseret af eksperten, men modstanderen Margrethe Vestager (R) synes, at det er vældig opfindsomt.
Pia Kjærsgaards slogan er ikke blevet analyseret af eksperten, men modstanderen Margrethe Vestager (R) synes, at det er vældig opfindsomt. Foto: Dansk Folkeparti / POLFOTO

Fantasiløse politikere bombarderer vælgerne med intetsigende slogans.

Sådan lyder konklusionen fra Christian Kock, professor i retorik ved Københavns Universitet, ifølge Ugebrevet A4.

"Jeg er ikke imponeret over de slogans, der bliver brugt i valgkampen, og der er ikke nogen slogans, der er helt fremragende. Mange politikere har valgt abstrakte slogans blottet for politiske pointer og budskaber, og rigtig mange har lidt tamme og kedelige slogans uden nogen retorisk udtryksstyrke," siger Christian Kock til Ugebrevet A4.

Blandt de to store partier står det værst til med Socialdemokraternes "Danmark skal videre", mener professoren.

"Det lyder da meget godt, at vi skal videre, og Danmark skal videre. Men hvor skal vi hen og hvorfor? Det er for uklart efter min smag. Men selvom slogans er blottet for indhold og politiske budskaber, kan de sagtens virke alligevel," siger Christian Kock.

Blandt andet lykkedes det Barack Obama at sikre sejren i USA med sloganet "Yes we can", som i øvrigt minder forbavsende meget om Villy Søvndals (SF) "Det ka' lade sig gøre".

Når hovederne i Socialdemokratiet og SF slår sig sammen, så bliver det dog ikke meget bedre. Sloganet "Sammen om Danmark" fungerer ikke retorisk.

"Selvfølgelig signalerer det en alliance mellem de to partier, men det er uklart, hvad det er, de går sammen om for Danmarks skyld," siger professoren.

Venstres slogan "Gæld eller velfærd" vinder derimod mere respekt hos Christian Kock, fordi der er en klar antitese som "Stauning eller kaos".

"Antiteser kan være meget effektive i slogans, og der er også en god rytme i Venstres slogan. Budskabet er skarpt trukket op, og det kan betyde, at det går ud over troværdigheden. Men sloganet er effektivt og klart," siger Christian Kock.

I undersøgelsen, som Ugebrevet A4 i samarbejde med Kaas & Mulvad har gennemført blandt knap 400 folketingskandidater, siger seks ud af ti kandidater, at de har et slogan i valgkampen.

Kilde: Ugebrevet A4

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.