Frygten for komplikationer med at få godkendt Novo Nordisks nye væksthåb, det langtidsvirkende insulin Tresiba, vejer fredag morgen tungt på medicinalselskabets aktiekurs.
Det skriver Ritzau Finans.
Sent torsdag kom det frem, at de amerikanske lægemiddelmyndigheder, FDA, vil kigge nærmere på risikoen for hjerte-kar-komplikationer, når deres ekspertpanel snart mødes for at tage stilling til Tresiba.
Det har sendt en skræk igennem markedet, som efter fem minutters handel sender Novo-aktien 41,50 kr. ned i kurs 920 - svarende til et fald på 4,3 pct.
Dermed er der skåret 23,2 milliarder kroner af markedsværdien på Novo Nordisk i løbet af få minutter - eller næsten fire gange så meget, som hele Vestas er værd.
Samstemmende peger aktieanalytikere fra fire danske banker - Sydbank, Nordea, Alm. Brand og Handelsbanken - på, at de stadig forventer en godkendelse af Tresiba.
Novo kan dog blive mødt med krav om at udføre flere studier efter godkendelse for at berolige myndighederne, vurderer flere.
Mødet i FDA's ekspertpanel finder ifølge Ritzau Finans sted 8. november i USA.
/ritzau/